top of page

VORES PONYER

Vores kæreste eje - se de skønne ponyer og heste

 

Vi har et bredt udvalg af ponyer og hest i alle størrelser og temperamenter. Der er noget for en hver, uanset om du er begynder eller mere øvet, til spring eller dressur, barn eller voksen.

 

Vi holder rigtig meget af vores ponyer og heste, og det er meget vigtigt for os, at de har det godt. Derfor er de på fold hver formiddag og går helst kun 2 og max. 3 hold om dagen.

 

De er passet med dyrlæge og smed, og hvis der er tvivl om noget, så bliver de på stald. Det betyder, at du kan komme til at ride en anden, end du havde planlagt en gang i mellem, men ponyernes og hestenes velbefindende er det vigtigste.

Rambo

Rambo er den mest nuttede lillebitte 3ér pony. Han går kun med i rideskolen onsdage og fredage når der er mini-hold. Resten af tiden er han Silke´s pony. 

Nancy

Nancy er en lille bred pony, som bare er noget af det kæreste. Hun elsker en god kløtur, og vil evt. gerne flettes inden en ridetur da hun har ret meget (og langt) hår. Hun er helt sort og tæt i pelsen, og så er hun bare skøn.

Bella

Frisk og fræk kat. 3 pony. Hun er en rigtig charmetrold, så hun slipper afsted med at lave lidt ballade. Sød i stalden og på fold. God at sidde på. Men går lidt sine egne veje :)

Alicat

Smuk kat. 1 pony med gode gangarter. Alicat er en sød og lidt frisk hoppe, som går i det store ridehus.

Zenta

Zenta er en smuk pintohoppe på 146 i stg. Hun springer ret godt, dressur gider hun ikke rigtigt. Hun er noget så sød på staldgang, en engel på tur og en rigtig puttegøj. Hun er også dejlig rund, så man sidder skønt uden sadel :)

Blackie

Lille bred sort hest. Hun er ung og uerfaren, men hun er så rar at sidde på. Hendes gangarter er store og rummelige, og hun er meget blød i munden. Hun er lidt en kylling, men det er kun fordi alting stadig er nyt.

Og så er hun den største puttegris i stalden. Så sød.

BLUE EYES

Blue Eyes er en pinto 2'er pony, som er en af vores mest populære ponyer. Hun har blå øjne, deraf navnet. Vi synes kun det gør hende smukkere. Hun er frisk på det meste bortset fra at stå stille, det er hun for rastløs til. En super sød hoppe, som både kan springe og gå dressur.

PASSIR

Er en frisk rød 2'er pony. Han er flink at ride og prøver altid at gøre, som rytteren beder om. Han er en rigtig fin dressurpony og god til at springe, bare det ikke bliver for højt. Og så er han lynhurtig, Han elsker også en tur i skoven. Han er sød i stalden, men ikke så glad for at få spændt gjord. Han har rigtig mange fans, og det forstår vi godt, for han er en meget sød pony.

Darling

Darling er en mellem kat. 1 pony, han er halvt Islænder og derfor megagod at sidde på. Han er sød i stalden, og rigtig god i skridt og trav. Galoppen skal lige trænes noget mere. Han kan springe en lille bane, og sagtens gå med en langbenet rytter, da han er lidt bred over ryggen.

TAYLOR

Er en skimlet 2'er pony. Hun er sød at ride og er en fantastisk begynderpony. Hun har tidligere været en kanon springpony, og er flere gange blevet klubmester. Nu er hun ved at være for gammel til det pjat. Hun har en øjensygdom, som gør, at hun med tiden bliver blind på det ene øje. Men den tid den sorg. Vender hun rumpen til dig i boksen, er du nok kommet for hurtigt ind. Men hun mener ikke noget med det. Skønne Taylor.

KAYLA

Er en smuk pinto 2'er pony. Hun er lige så fjollet, som hun er fin. Nogle dage er hun en engel, og nogle dage har hun hø i ørene og kan slet ikke høre, hvad rytteren siger. Hun kan både gå dressur og spring, men hun hvis hun gider. Til gengæld er hun så sød på en staldgang. Pæn plettet pony.

SOLO

Er en super sød 2'er pony. Han er den største puttegris i stalden. han elsker at blive kløet, og han klør gerne igen, som tak for hjælpen. Han er lidt sart i ryggen, så du skal være rolig, når du lægger saddel på, og han vil gerne have, at du enten bruger rampen eller får et ben, når du skal i sadlen. Han er en pony, der går lige i hjertet.

LABOLINE

Er en stor hvid 3'er pony. Egentlig havde vi sendt hende på pension, men det trivedes hun ikke med. Så nu er hun tilbage på begynderholdene. Hun er sød at ride og kan faktisk rigtig mange stemmekommandoer fra ridelærerne. hun er en ældre dame, men energien fejler ikke noget. Sødeste lille Labo.

Star

Star er en yndig lille gråskimlet kat. 3 pony. Hun er lidt doven, så fungerer bedst med trækker, eller en rutineret rytter. Hun er ikke så stor, så kun til de mindre ryttere. Hun springer rigtig godt, men mangler lidt øvelse. 

INDY

Er en maks. 3'er pony. Han er en opmærksom, lille og rund model, som er god at sidde på.

Så er han plettet på den fede måde, så charme, selvtillid og lækkert hår, er med i den lille runde Indy-pakke. Han har desværre stået skadet længe, og er ikke endnu tilbage i fuldt arbejde. Derfor går han pt. kun kompenserende- og handicap undervisning. 

BERTHA-LOUISE

Er en 1'er pony. Hun er en stor fjordhesteblanding. Hun er rimelig frisk at ride. Hun er en rigtig ponydame, som elsker at give den gas. Hun kan springe megahøjt, men hun skal have lidt hjælp fra rytteren til afstandsbedømmelsen. Bertha er frisk på lidt af hvert, bare det ikke går for langsomt. Og så er hun en af vores bedste ponyer til ridefysioterapi.

KIKKO

Er en smuk hvid 2'er pony. Han er den flinkeste pony i stalden. Frisk på en nussetur og elsker at springe. Han er en af de mest populære rideponyer, vi har. Han kan det hele, på nær højregalop, det er ikke hans speciale. Kikse giver stort set altid en god ridetur.

YASPER

Er en spinkel 1'er pony. Han er mest til dressur, hvor han kan gå rigtig fint. Han er er en engel at ride på, og en af vores bedste begynderponyer. Han er New Forrest af fin afstamning. Og så er han bare så sød, at man kun kan holde af ham.

DIVA

Er en hest. Hun er en lille bred dame. Hun er en stjerne i rivende udvikling. Hun er meget behagelig at sidde på, og hun elsker skovture. Hun er totalt trafiksikker. Hun kan springe, hvis du kan holde styr på hendes skuldre og går dressur, hvis du kan undlade at hænge i tøjlerne. Hun er sød på en staldgang, men er ikke så glad for at få spændt gjord. Hun er oprindeligt fra Polen og hendes rigtige navn er Lahtka.

Bounty

Bounty er en stor 1ér pony. Hun er skimlet med masser af man og pandelok. Nogen gange ligner hun en rigtig pjuske. Hun er god at sidde på, og springer ret godt. Hun bliver dog sur på de andre heste når de kommer tæt på i ridehuset, så der skal man holde afstand. Ellers bliver hun "rødhåret" ;)

Please reload

bottom of page